Pædagogiske medarbejdere til Drivhuset i Vanløse

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være en del af et børnehus med rigtig godt kollegaskab, skønne børn og masser af muligheder og indflydelse?
Så er du måske en af de nye kolleger, vi mangler i Drivhuset.

Vi skal i den kommende tid skifte et par gode kolleger ud (det er studierne, der kalder) og derfor bliver der et par ledige stillinger hos os, som er til besættelse i løbet af sommeren. Vi søger både til vuggestue, børnehave og udflytter.

Du skal være med til at skabe en god og udviklende hverdag for børnene i tæt samarbejde med dine kolleger i Drivhuset. Vi arbejder tæt sammen, og vores dagligdag er præget af sparring, samarbejde og videndeling på tværs af huset.

Du skal være med til at planlægge og udføre pædagogiske aktiviteter og læringsmiljøer, som passer til børnegruppens behov, og du skal være med til at sikre, at vi overholder den struktur, vi har lavet for hverdagen.

Om dig
Vi leder efter dig, som enten har erfaring med at arbejde i en børnehave eller vuggestue og ved, hvordan hverdagen ser ud, og hvordan man skaber trivsel og udvikling hos børnene.

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du skal have et sabbatår eller er helt nyuddannet pædagog, der leder efter dit første job som uddannet. Det er ikke afgørende, at du har en pædagogisk uddannelse, men hvis du har, får du selvfølgelig opgaver og ansvar, der passer til din erfaring og kompetencer.

Du skal være struktureret og have lyst til at arbejde ud fra en fast struktur, hvor både børn og voksne altid ved, hvad der skal ske, og hvem, der gør hvad. Du skal også kunne sætte rammer for børnene på en tydelig og omsorgsfuld måde. Derudover skal du være glad for at samarbejde.

Vi er spændte på at høre, hvad du ellers kommer med af evner og interesser. Om du kan lave ler, spille musik eller er vild med udeliv, så glæder vi os til at sætte det i spil hos os.

Vi kan tilbyde

  • et job, hvor du får indflydelse på børnenes hverdag og den pædagogiske praksis på stuen
  • gode kolleger, som brænder for arbejdet med børnene, hjælper hinanden og har en løsningsorienteret tilgang og et rigtig godt fællesskab
  • fast forberedelsestid hver 2. uge, som du aftaler med den stue, du er tilknyttet
  • rigtig god mulighed for faglig udvikling og uddannelse, hvis du drømmer om det

Lidt mere om Drivhuset
Vi er en integreret institution, som ligger på Floras Allé i Vanløse i et hus, vi kalder Byhaven. Her har vi fire vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Derudover har vi en udflytterbørnehave i Lille Skensved, som vi kalder Frilandshaven, hvor vi har to børnehavegrupper mere.

Vi er en relativ ung personalegruppe med masser af faglighed og gåpåmod. Vi er inspirerede af Marte Meo-pædagogik, som betyder, at vi sætter lys på det, som fungerer godt, bekræfter og spejler børnene og har fokus på børnefællesskaberne.

I Byhaven har vi lyse lokaler og to store fællesrum. Udenfor har vi en skøn legeplads med boldbane, klatrestativ og meget mere, så vi har gode forudsætninger for at lave sjove og varierende aktiviteter både inde og ude. I Frilandshaven har vi et velfungerende hus med stuer og fællesarealet og udenfor har vi mange 1.000 m² legeplads at boltre os på med både skov og bålplads.

Løn- og ansættelsesforhold
Stillingerne er på 37 timer om ugen og med start den 1. august 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.

Har vi fanget din interesse?
Vi fortæller meget gerne mere om stillingerne. Ring til pædagogisk leder Malene Palmus Hansen på 21 74 22 98. Du kan også læse mere om Drivhuset på vores hjemmeside.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og evt. uddannelsesbevis.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Søg via linket senest fredag den 15. maj 2026